Patriotisk Selskab har udviklet driftsanalysen, som omfatter en analyse af hele landbrugsvirksomheden opgjort efter driftsmæssige principper. Driftsanalysen er baseret på tekniske data, herunder arbejdstimer, traktortimer, m.v. for hver drifts- og produktionsgren.
Ultimo november udgiver Patriotisk Selskab Driftsanalyser, hvor enkeltresultater fra ca. 160 især større landbrugsvirksomheder er opgjort. Driftsanalyser har karakter af driftsøkonomisk håndbog, som dels indeholder forskellige produktionstal sammenlignet på bedriftsniveau dels en række artikler målrettet til større landbrug.
Driftsanalyser er et værktøj for de deltagende bedrifter - dels til sammenligning med tilsvarende bedrifter, med henblik på at konstatere stærke og svage sider - dels til planlægning af ændringer i produktionens og bedriftens sammensætning. Dette kaldes populært – Benchmarking.
Ordet "benchmarking" betyder sammenligning af virksomhedens position set i forhold til konkurrenterne gennem udvalgte nøgletal.
Benchmarking finder udbredt anvendelse i erhvervslivet, da dette ofte giver en bedre beskrivelse af virksomhedens styrker og svagheder end ved en sammenligning med virksomhedens egen historiske udvikling.
Generelt er de virksomheder, som det er bedst at sammenligne sig med, virksomheder med omtrent den samme strategi og den samme produktionssammensætning, som ens egen. Netop denne mulighed giver Driftsanalyser.
Driftsanalyser udarbejdet af Patriotisk Selskab udmærker sig bl.a. ved, at arbejds-, traktor-, mejetærsker- og inventaromkostninger fordeles på de enkelte afgrøder og produktioner. Arbejdsomkostningerne indeholder også ejers forbrugte tid, hvorved man opnår et resultat, som er sammenligneligt mellem bedrifter med og uden lønnet arbejdskraft. Derfor er driftsanalysen det naturlige valg til optimering af forskellige produktions- samt menneskelige faktorer i virksomheden.
Yderligere fordeles ejendommens samlede omkostninger på de enkelte produktioner, således at nettoudbyttet på den enkelte produktion fremkommer. Driftsanalysen fuldendes med Patriotisk Selskabs kommentarer og forslag til forbedringer af virksomhedens drift. Herunder en sammenligning af eget benchmark med øvrige.
Anskaffelse af et eksemplar af Driftsanalyser kan være første skridt, hvis man vil i gang med at se på sin bedrift med nye øjne.
Håndbogen Driftsanalyser indeholder driftsøkonomiske resultater, herunder blandt andet:
• De enkelte afgrøders dækningsbidrag II
• Malkekvæghold’s dækningsbidrag II
• Svinehold’s dækningsbidrag II
• Økonomiske resultater og prognoser
• Virksomhedens samlede økonomi
• Afgrødeoversigt
• Sammendrag
Håndbogen indeholder ligeledes artikler målrettet til større landbrug og kan bestilles ved henvendelse til Patriotisk Selskab.